Rådighedskonto og afdelingsbudget

Som afdelingsbestyrelse har I adgang til afdelingens rådighedskonto. Rådighedsbeløbet besluttes årligt af beboerne på afdelingsmødet.

Rådighedskonto
Ifølge lovgivningen er det ikke tilladt at give honorar for arbejdet i afdelingsbestyrelsen. Til gengæld har I et rådighedsbeløb  til at dække jeres udgifter til mødeforplejning til bestyrelsesmøder og andre mindre udgifter - såsom gaver ved jubilæer.  Beløbet, I har til rådighed, beslutter beboerne hvert år på afdelingsmødet, når de godkender afdelingsbudgettet.

Har du selv lagt ud for noget, som skal betales via rådighedskontoen, kan du med fordel bruge KAB’s Acubiz til at få det afregnet. Se vejledning og hent Acubiz her

Afdelingsbudget
Hvert år skal der udarbejdes et afdelingsbudget (driftsbudget) for jeres afdeling. Sammen med KAB skal I forsøge at forudsige, hvilke udgifter der kommer til at være i jeres afdeling det kommende år. Budgettet består både af faste udgifter og udgifter, som I kan have indflydelse på alt efter, hvilke arbejder I ønsker at få lavet i afdelingen i det kommende år. Det færdige budget skal godkendes af beboerne på afdelingsmødet og af organisationsbestyrelsen.
Beboerne har altså selv mulighed for at være med til at bestemme, hvilke udgifter I skal have i afdelingen, men jeres engagement i afdelingsbestyrelsen vil ofte være afgørende for beboernes indflydelse. Det er derfor vigtigt, at du som afdelingsbestyrelsesmedlem sætter dig i beboernes sted og lytter til deres ønsker.

Vi har forklaret, hvordan afdelingsbudgettet hænger sammen i denne video.

Se mere om, hvilke udgifter I har indflydelse på her