Solsikke en god idé!

8. august 2016

I 2014 satte servicemedarbejder Lars Røtting fra karré 11 i Sydhavnen det første solsikkefrø ved siden af hoveddøren på Scandiagade 44. Solsikken fik masser af kærlighed og vand fra både beboere og fra Lars og den kvitterede med at blive over to meter høj.

Sidste år blev der selvfølgelig plantet solsikker igen på samme sted, men til stor ærgrelse for Lars og beboerne, blev hovederne på blomsterne skåret af inden de nåede at blive rigtig store. Nu har de prøvet igen og der mange beboere fra afdelingen og fra naboafdelingerne, der har fulgt med i solsikkernes liv og som er med til at passe på, at der ikke sker dem noget.

Så I år har planterne får lov til at gro sig store og flotte. Frøene som er lagt i jorden er taget fra højdespringeren fra 2014.

Til næste år skærpes konkurrencen da alle Frederiksholmafdelingerne vil modtage et frø af Lars. Gad vide, hvem der får den højeste solsikke?

En grønnere afdeling

Solsikker, plantekasser, stokroser eller en krukke med farverige hortensiaer – lige ude foran jeres opgang. Der er faktisk mange muligheder for at få lidt grønt (og solsikkegult) langs facaderne. Københavns Kommune har nemlig givet tilladelse til at lave fortovshaver rundt omkring i byen.

Så har du grønne fingre og er I nogle stykker, der kunne tænke jer at udnytte fortovsarealet til at skabe et hyggeligt samlingssted, så tal med jeres afdelingsbestyrelse og læs mere om mulighederne i pjecen her.