Lad 2020 blive Sydhavnens år

17. juni 2020

Sydhavnens beboeres motto er, "hvis der er liv i butikkerne, så er der også liv i gaden". Trods coronakrisen har nye erhvervsdrivende formået at åbne op til glæde for beboerne i området.

På fortovet på Borgbjergsvej nyder Sydhavnens beboere et glas vin i solen en sen lørdag eftermiddag. Det summer af liv, og den gode stemning fra den nyåbnede restaurant Spisestuen har spredt sig i gaden. ”2020 bliver Sydhavnens år”, lyder det fra en gæst i restauranten, der guffer den nordiske mad i sig, som er nøje afstemt af de to kokke, Magnus og Mathias.

Liv i butikken – liv i gaden

Erhvervskoordinator Lars Strand har i 3 år samarbejdet med beboerne i Sydhavnen om at få erhvervslejemål ind i gaden, som kan bidrage til rammerne for det gode liv. AKB, København vil med erhvervsstrategien gøre op med lukkede og slidte facader. I stedet er der fokus på at øge livskvaliteten i Sydhavnen ved at puste liv i butikslivet og dermed skabe liv i gaden.

Målet med at skabe et aktivt butiksliv i Sydhavnen er at skabe gode oplevelser for beboerne. Og beboerne kan allerede mærke, hvor meget det har løftet bydelen de seneste 3 år, at der er kommet hyggelige butikker, cafeer og restauranter i bybilledet. Bloggeren ’Sydhavnsmor’, som er bosat i Sydhavnen udtaler, at ”der er meget identitet i at være fra Sydhavnen. Man bakker hinanden op, og det giver meget liv. Desværre ser det ud til, at der er mange små ting, der ikke holder særlig længe. Det er svært at drive.”

I Sydhavnen er man glad for at få en restaurant som Spisestuen på Borgbjergsvej, da den gode kvalitet, passionen og nærværet netop giver mening for Sydhavnens erhvervsliv:  ”Når ejerne selv står bag disken, så får kunden en mere autentisk oplevelse," siger Lars Strand. Derudover er det væsentligt at nævne, at Spisestuen serverer frisk fisk direkte fra Sydhavnen, hvilket er i fin tråd med de bæredygtige tiltag, der ellers ses i Københavns erhvervsliv.

”Når ejerne selv står bag disken, så får kunden en mere autentisk oplevelse" – erhvervskoordinator Lars Strand.

Noget for alle

I Sydhavnen er der stor mangfoldighed, blandt andet, fordi, at bydelen er præget af almene boliger. Det har været vigtigt i udviklingen af erhvervslivet at sikre, at der er noget for enhver i bybilledet. Derudover har der i udviklingen været fokus på at støtte lokalt, hvilket har været stærkt udfordret af coronakrisen. Sydhavnens beboere frygter, at det går ud over de skønne steder, som ellers havde etableret sig så fint i området.

Derfor er det kun godt, at de erhvervsdrivende tilpasser sig de forhold, som krisen har ført med sig. Det er netop, hvad den nyåbnede restaurant Spisestuen gjorde. Coronakrisen satte nemlig pludseligt en stopper for deres åbningsplaner, men så sadlede de hurtigt om. Midlertidigt ændrede de koncept og navn til Udestuen, hvor de serverede takeaway under corona-lockdown.

Spisestuen – eller Udestuen – er et godt eksempel på, hvordan mange erhvervsdrivende har formået at tilpasse sig. Og kombineret med fortsat god støtte fra lokalområdets beboere, der handler og går ud og spiser, så kan 2020 blive Sydhavnens år.

 

 

Vil du vide mere om Sydhavnens erhvervsstrategi, så se denne video.