Nyt plastickort skal skabe bedre indeklima

28. januar 2015

En lille hvid firkant af plastic på størrelse med et kreditkort. Det er AKB, Københavns nyeste våben i kampen for et godt indeklima. Kortet kan måle luftfugtighed og temperatur - to forhold der er afgørende for at skabe et godt indeklima. Kortet er udviklet af AKB, København med inspiration fra Tyskland.

Farvekoder for udluftning

Høj luftfugtighed og for høje eller lave temperaturer kan skabe et dårligt indeklima, hvor f.eks. skimmelsvampe kan boltre sig. Men med farvekoder viser indeklimakortet, når det er tid til at skabe gennemtræk eller skrue lidt op eller ned for radiatoren. Kortet er nemt at bruge og kan flyttes, så man hurtigt kan tjekke indeklimaet overalt i boligen.

 

Se hvordan du sikrer et godt indeklima i din bolig.

Håbet er, at indeklimakortet kan hjælpe beboerne i AKB, København med at huske at lufte ud og justere radiatorerne.

Bjørn Petersen, formand for Boligselskabet AKB, København siger:

”Vores intention er at gøre noget godt for såvel beboere som bygninger. Et godt indeklima er vigtigt for, at vi trives som mennesker, men også boliger og bygninger holder bedre. Jeg håber, at kortet kan være med til at skabe større opmærksomhed om indeklimaet.”

Manglende viden

I Oldermandsgården i Københavns nordvestkvarter har boligafdelingens formand, Tieni Rye Jacobsen forhåndstestet kortet:

”Det er fint, at kortet kan tages med fra rum til rum," siger Tieni Rye Jacobsen, der har testet kortet hen over en weekend i januar.

"Hos mig viser det, at indeklimaet er godt. Vores boliger er indrettet med gode muligheder for at lufte ud, men ikke alle er lige gode til at huske det, og nogle mangler også viden om indeklima. På den måde er kortet fint at have liggende som en husker,” siger Tieni Rye Jacobsen.

Lav en skimmeltest af din bolig her

Indeklimakortet vil fra februar blive omdelt til samtlige 9.000 husstande i AKB, København og vil fremover blive uddelt til alle nyindflyttere.

 

 

Kortet kan måle luftfugtighed og temperatur - to forhold der er afgørende for at skabe et godt indeklima.

Et godt indeklima er vigtigt for, at vi trives som mennesker, men også boliger og bygninger holder bedre.