Hvad er en almen bolig?

Almene boliger - AKB, København

Hvem ejer? og hvad med huslejen?

AKB, København er en almen boligorganisation. Almene boligorganisationer er private virksomheder, der ejes af de beboere, der bor i dem. Alle beslutningsorganerne i AKB, København består af beboere og er valgt af beboere. AKB, København modtager støtte fra kommunen, som derfor også fører tilsyn med organisationen og sørger for, at lovgivningen bliver overholdt.

Når du bor i en almen bolig, kan du være sikker på, at den husleje, du betaler, svarer til alle omkostningerne ved din bolig eksklusiv forbrug. Der er altså ikke nogen, der tjener penge på din bolig. Huslejen fastsættes af skatter og afgifter samt udgifter til renoveringsarbejder i afdelingen. I din boligafdeling bestemmer I selv, hvilke arbejder der skal laves i løbet af året. Dermed er I også selv med til at fastsætte huslejen.

Læs mere om hvordan det hele hænger sammen her

Din indflydelse

Du kan selv være med til at forme din afdeling, så den passer til dine og dine naboers behov. Hvis du synes, der mangler noget - en legeplads, en urtehave eller renovering af trappeopgangen - kan du tage det op på afdelingsmødet. Det er nemlig beboerne, der bestemmer i de enkelte afdelinger.

Få overblik over beslutningsprocessen her

Fordele ved at bo alment

Der er en hel masse fordele ved at bo i en almen bolig.

  • Huslejen dækker hele din boligafgift (eksl. forbrug).

  • Du får ingen ekstra udgifter, hvis komfuret går i stykker, eller din radiator skal repareres.

  • Du skal ikke vedligeholde bygningen, grønne områder, vinduer, døre mm.

  • Du har indflydelse på, hvordan din afdeling skal drives gennem beboerdemokratiet.

  • Du kan modernisere din bolig gennem råderetten.

  • Du kan søge boligstøtte og lån til indskud hos kommunen.

Boligtyper

AKB, København har både familie-, ungdoms-, ældre- og plejeboliger. De fleste boliger er familieboliger, som kan benyttes af singler såvel som par.

Læs mere om de forskellige typer af boliger

I AKB-KBH Håndbogen kan du finde information om beboerdemokratiet, råderetten og meget mere.

Gå til AKB-KBH Håndbogen